PA til FlexDanmarks direktør


PA til FlexDanmarks direktør

Er du PARAT til jobbet som PA for FlexDanmarks direktør og andre administrative opgaver såsom intern og ekstern kommunikation og journalisering?

Så er vi PARAT til at blive din nye arbejdsplads. PARAT er sammensat af ordene i vores værdigrundlag: Problemløsende, Aktiv, Resultatskabende, Ansvarlig og Tillidsfuld tilgang til opgaverne og dine kolleger.

 Om jobbet

Du vil som PA for FlexDanmarks direktør komme tæt på beslutningsprocesser, betjening af bestyrelse og andre organer i FlexDanmarks governance. Du mestrer ubesværet at holde balancen i koordination, samarbejde og udførelse – på gamle såvel som nye opgaver og projekter. Vi forestiller os, at du hurtigt bliver engageret i FlexDanmark. Du holder orden i penalhuset og sikrer, vi kommer fremad. -

Du vil som PA få en stor kontaktflade i såvel FlexDanmarks ejerkreds som FlexDanmarks øverste ledelse samt til kolleger fra alle FlexDanmarks afdelinger.

Du vil blive referent ved bestyrelsesmøder, strategigruppemøder, sikkerhedsgruppemøder og møder med FlexDanmarks øverste ledelse, hvor du inden møderne sikrer bedst mulige udkast til produktion af dagsordener, fuldt oplyste sagsbehandlinger og referater.

Du sørger i samarbejde med ledergruppen for at indstillinger og oplæg til chefgruppen er velkvalificerede og oplyste. Med mange sager til mange organer skal du også være forberedt på, at din arbejdsdag hurtigt vil skulle prioriteres anderledes.

Du vil blive ansvarlig og superbruger for vores journaliseringssystem.

Du vil blive organisatorisk placeret i teamet ”Jura og kommunikation” som derudover involveres i mangeartede opgaver for FlexDanmarks bestyrelse og øverste ledelse indenfor compliance, GDPR, risikostyring, udbud, kontrakter samt proces- og kvalitetsledelse.

Om dig

Vi er på udkig efter en skarp, erfaren og initiativrig PA med et godt overblik. Du skal være en skarp kommunikatør og forstå at sætte tekst på papir. Du kan strukturere et godt samarbejde, sikre eksekvering af dine opgaver og journalisere.

Du har måske allerede en erfaring fra transportområdet og gerne inden for kollektiv trafik. Du kender naturligvis til kontorsystemer og systemer til dokumentation, og du kan inspirere andre til at bruge systemerne endnu bedre.

Du skal være bevidst om den fortrolighed, der ligger i denne stilling tæt på ledelsen. Du skal være loyal og have en god forståelse for organisationens opbygning. Du skal være en god samarbejdspartner for dine nærmeste kolleger og være med til, at vi lever op til vores værdier.

Du har mindst 5 års erfaring som PA med arbejde for såvel direktion som bestyrelse.

Du er ordholdende, kvalitetsbevidst, detaljeorienteret, serviceminded fleksibel. Med din kommunikative styrke og dit overblik følger du op og sikrer at aftalte deadlines overholdes.

Hos os får du

En selvstændig stilling i en moderne virksomhed, som udfolder sig i skønne lokaler og omgivelser centralt beliggende i Aalborg. Du får godt 120 kolleger. Vi har sammen et solidt fællesskab med en aktiv personaleforening og mangeartede sociale aktiviteter. Vi tilbyder gode kantineforhold med frivillig madordning og kaffe-, the- og frugtordning. Vi matcher dine kvalifikationer gennem løn, pension og arbejdsforhold i henhold til overenskomsten på det kommunale område.

Skal det være dig?

Så send hurtigst muligt, men senest den 20. januar 2022 din ansøgning og CV via jobsøgningsfunktionen på vores hjemmeside www.flexdanmark.dk

 Vi anvender talenttest og der skal forevises straffeattest ved ansættelse.

Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Birgitte Mejlsted Hansen på telefon 40705000 eller på mail bmh@flexdanmark.dk

Vil du vide mere om FlexDanmark, se vores fælles ledelsesgrundlag og Funktionsleder Birgitte Mejlsted Hansens personlige ledelsesgrundlag, finder du det på vores hjemmeside www.flexdanmark.dk

Samtaler vil blive afholdt den 24. januar 22, evt. 2. samtale den 28. januar 22.                      

Om FlexDanmark

FlexDanmark er ejet af Danmarks fem største trafikselskaber. I samarbejde med trafikselskabernes leverandører og kunder, udvikler og implementerer vi nye services til flextrafik. Flextrafik er trafikselskabernes tilbud om at levere kritisk, individuel personbefordring med kollektiv mobilitet. I flextrafikken starter der i gennemsnit en rejse hvert tredje sekund. Vi håndterer kritisk systemunderstøttelse, systemovervågning og -support af flextrafik-systemerne. Flextrafikken er planlagt fleksibelt efter passagerernes behov. FlexDanmark driver endvidere et ContactCenter, hvor vi håndterer bestillingsmodtagelse og trafikstyring til trafikselskabernes flextrafik.

FlexDanmark har et årligt budget på ca. 75 mio. kr. Vi hjælper vores ejere med at gennemføre flextrafik-kørsel for over 1 mia. kr. om året. Vi er en organisation med knap 120 ansatte, der stræber efter fælles succes med forankring i vores værdier.


Ansøgningsfrist: 20. januar 2022